Få brochuren her som pdf.
Hæld nye tanker på tanken har været temaet for vores sommerkursus de sidste mange år, og i år bliver ingen undtagelse. Vi glæder os til at byde velkommen til Egmont Højskolen, som igen i år laver sommerkursus i uge 26 i samarbejde med Muskelsvindfondens Seniorgruppe – ”Muskelbundtet”. Dette udelukker ingen – kurset er åbent for ALLE.
Folderen her inspirerer dig forhåbentlig til at bruge en uge af din sommer på et uforglemmeligt ophold på Egmont Højskolen. Kurset består af både foredrag, samvær og undervisning på valgfag. I ugens første foredrag kommer Preben Kok med sit foredrag “Skæld ud på Gud”. Torsdag aften taler Davids Trads om USA og det forestående præsidentvalg. Torsdag er også dagen, hvor det er muligt at invitere gæster eftermiddag og aften, som så kan opleve det at være på højskole. Fredag sætter Erik Kelstrup sig bag klaveret og leder os med vid og humor igennem nogle af højskolesangbogens sange. Lørdag gør Lene Nørrelykke os klogere på gospel og får os til at synge med. Mens foredragene er fælles for alle, deltager alle kursister i et valgfag, og der er noget for enhver smag på programmet:
Du kan vælge at skabe smukke ting i Maleri. Du kan også dyrke din interesse for kunst i faget Keramik, ligesom du i faget Gode tasker kan udfolde din kreativitet. For de naturglade kan ugen byde på Naturoplevelser, mens Svømning og bevægelse vil benytte både skolens idrætshal og svømmehal. Du kan også blive inspireret til nye madretter i faget Madklubben, og har desuden mulighed for at udtrykke dig gennem sang i faget Korsang så det synger. Du kan blive klogere på dig selv i Find lykken, og den filosofiske smeltedigel af et fag Tanker og tendenser vil gøre dig klogere og udfordret. Faget Informationsteknologi – JA TAK! er en god mulighed for at få styr på computer og mobiltelefon. På faget Foto vil der være mulighed for at blive en bedre fotograf, og endelig kan havet omkring Hou også blive ugens udfordring i faget Sejlads.
Ugens aftener vil være præget af hyggeligt samvær, god mad, snak og hygge. Et par gange i løbet af ugen vil der også være mulighed for at benytte svømmehallen. På festaftenen lørdag vil der efter de kunstneriske fags fernisering blive spillet op til fest af en duo med Inge Johnsen i front.
Alle kan se frem til et inspirerende kursus med rig mulighed for nye venskaber og ny viden! Vi glæder os til at se jer!
Kasper Rander, Søren Ingvardsen og Bettina Mai Rander, Egmont Højskolen